Baltikum juli 2004

En personlig rejseberetning

Copyright^© 2004, Mogens Kattenhøj, WLT&S™. Photos: Latvian Touristboard & WLT&S™

Goethe havde en mening om at det var vigtigere at rejse end at ankomme

Til tider er det rart ikke at være afhængig af tid og sted, så rejsen dermed bliver selve oplevelsen. Så bort set fra at færgetiderne skulle passes blev dette besøg derfor overladt til hvad der dukkede op. Til hvad vi blev anbefalet af lokale, efterhånden som vi mødte dem. Ønskerne var at møde lokalbefolkningen og iagttage forandringen fra løsrivelsen og dermed selvstændigheden i1991.Og genopleve. Og finde nye steder, ”ankersten”, nye steder at drømme om at komme til igen. Der er mange steder vi ikke har været og nogle af dem, vi har besøgt har givet nysgerrighed til at få mere viden og mere forståelse og til at glæde sig til igen at besøge dem, vi har lært at kende, nu har samarbejde med eller bare har mødt. Næste gang med en større indsigt. Takket være netop dem. Se dét er at rejse efter Goethes ”slogan”.
Vor hjemlige H.C. Andersen mente, at rejse er at leve, men måske har han ment det samme?

Vi fandt logi, når den tid kom og spiste hvad og hvor vi fandt det bekvemt. Det betød i sagens natur, at vi kom steder, vi ikke på forhånd havde fantasi til at besøge udfra brochurer og oplysninger fra internetsider. Hvis ikke vi rejste på den måde havde vi nok aldrig fundet på at gå ind og spise frokost i en stald eller sove i en skiferolie-ildelugtende forhenværende mineby.
Vi havde nok heller ikke fået den mest himmelsk smagende honning eller haft et herligt besøg hos en lokal fisker, der kunne levere sandart og gedde på 10-15 kg. Sandsynligvis havde vi også kun set alt det pæne og dermed gået glip af de store modsætningsforhold, der stadig er her, få år efter sovjetunionen kollapsede efter at være fanget i den fælde, den sovjetiske kommunisme gennem sin egen ideologi selv havde lagt.
Så tag en tur og oplev det selv. Fremskridtene arbejder meget stærkt i Baltikum. Noget gøres med omhu, andet som EU-støttet hovsaløsning. Generelt er det dog mest omhu og pietetsfølelse, der præger udviklingen. For Letland især, hvis alle aspekter tages med helt ud i de små distrikter. Kendetegnende er dog at driftigheden er stor og virker målrettet og bæredygtig for både Estland og Letland. Men der er langt igen, det vil nok fremgå undervejs hvorfor. Måske mest mellem linierne.

Nu skal vi af sted

Der er tre valgmuligheder: Fly, bil+færge fra Sverige eller køre nedenom. I denne version er løsningen med egen bil og færge fra Karlshamn i Sverige valgt, fordi Danmarks forhenværende bispesæde i Lund gerne skulle med og fordi vi vil blive transporteret mætte og sovende til Letland. Scandlines leverer færge med fin kahyt, aftensmad og morgenmad indeholdt i prisen. Og så er der kun ca. 130 km. fra Malmö til færgen i Karlshamn gennem de smukke gamle danske besiddelser. Det eneste der herudover er planlagt er at opleve og genopleve. At vise min kone Inger noget, jeg tidligere har oplevet og glædet mig til at ” vise frem” og ellers opleve nyt sammen. At opleve noget sammen er det bedste i verden. At kunne dele indtryk og fordøje dem sammen men én man har kær er måske det allervigtigste ved oplevelsen. Ved at være rejsende. Jeg har de allerbedste minder fra ture med min kone, min datter, min søn, mine venner, min familie. Sådan er det bare. Der skal deles og fordøjes sammen for at få faktuelt omsat til mentalt. Når de to områder smelter sammen har man oplevelsen. Minderne. Stedet er egentlig underordnet. Det er den mentale situation, der huskes og bevares. Således ankommer vi til Liepaja i Letland kl. 9:30 og lægger en time til, for vi er i en østligere tidszone. Vi har besluttet os til at overnatte i Riga og har god tid til de ca. 200 km. Med god plads til svinkeærinder omkring steder, man ikke lige kommer, hvis transportformen er fly og transfer til et bestemt sted, som sidst jeg besøgte byen.

Møde med en anden verden

Letland er kulturmødet mellem øst og vest, mellem Norden og Centraleuropa. Engang det rigeste af de baltiske lande, men senere sat langt tilbage af ejendommeligt tænkende folk som Stalin og på grund af krige og besættelser gennem historien. I 1991 selvstændighed endnu engang og med medlemskabet af EU i 2004 og ”vestlig” demokrati er der god grund til at formode, det vil gå godt. Jeg ved der arbejdes hårdt for det. Og at det vil tage tid. Besat og selvstændig, indlemmet og frigivet med skiftende mellemrum. Livlandsk, tysk, svensk, sovjetisk fordelt over mange hundrede år. Med en omskiftelig befolkningssammensætning som følge. I sovjettiden landbrugets leverandør til de nærmestliggende storbyer i Sovjetunionen.

Liepaja er i lettisk forstand en storby i området, der kaldes Kurland ( Kurzeme) med omkring 100.000 indbyggere. Langt tilbage i tiden var det en fiskerlandsby som vi senere kan genkende et andet sted på rejsen. Den gamle bydel har stadig minder om middelalderen. I 1253 blev byen erobret af tyske riddere, der herskede over det meste af Letland i et par hundrede år. ”Den livlandske Orden” hed den på dansk. Havnen anlagt i årene omkring 1700 og blev russisk i slutningen af 1700 tallet og blev flådehavn, hvilket betød besættelse af engelskmændene under Krim krigen i 1850’erne.
Tsar Alexander 2. beordrede i 1890 en krigshavn bygget lige nord for. Karosta = krigshavnen, hedder det og blev den største sammenhængende militærinstallation i de baltiske lande. Området er meget stort og blev benyttet af russiske tropper helt frem til 1994.
Fra indsejlingen er noget af det første, der bemærkes en nyistandsat russisk-ortodoks gigantkirke med gyldne kupler. Midt i et kvarter, der på den ene side røber en oprindelig smuk byplan med træer og grønne områder og med (engang) pæne russiske barakker fra 1900 tallet og på den anden side absolut nedslidt og forfaldent sovjet-betonslum, der ligner menneskeligt armod. Resterne af alle militærinstallationer er stort set borte. Området vil være oplagt til et nyt rigmandskvarter – Lige til kysten med den karakteristiske østersøbevoksning, skovfyr. Problemet er ikke så meget penge og efterspørgsel som problemer med ejerskab og matrikulering og en langsom jordreform som er lige problematisk i alle tidligere sovjetlande. Der nok noget på vej, for i sommeren 2004 var nedrivning af det værste i fuld gang. Historisk centrum og moderne by og nye forstæder og driftigt erhvervsliv er dagens situation for byen, der også var stedet for etablering af det lettiske socialdemokrati tilbage i 1900 tallet som dissidenter ( ”statsfjender”). Det var også Baltikums vigtigste passagertrafikhavn til New York og Halifax og allerede i 1869 udgik et undersøisk telegrafkabel til København herfra. Senere blev byen kendt for fabrikation af sporvogne og flyvemaskiner. Så blev det hele sovjetisk, og nu kan der så startes forfra. Stort set.
Naturen er pragtfuld. Byen er den nordlige ”prop” i en kæmpelagune, som er et vigtigt fugleområde, som overvåges og til dels styres af WWF ( Verdensnaturfonden) Nordpå findes det meste østersø-rav og byder på mange højmoser. Vi besøger én af dem senere på dagen

Jeg har set meget ”østlort” i det gamle DDR, da jeg i flere år i 90’erne kom der. Tyskland skød penge i. Det gik stærkt med opdatering. ( bare maling gør noget ved det). Baltikum, derimod må selv klare opgaverne, men både viljen og evnen findes, ting tager bare lidt længere tid her. Også fordi de dygtigste håndværkere søger til udlandet for at få årslønnen mangedoblet. Det samme problem er gældende ( efter gammel sovjetskik) for politifolk, lærere og læger. De er usselt lønnet og arbejder som bl.a. turistguider for at nå op på højde med lønnen en faglært arbejder kan tjene. Det er helt skingrende skørt, set med vestlig logik ( og deres egen), men er et levn fra sovjettiden. Også det tager tid at reformere. Der satses meget på uddannelse og vejledning nu. Selv er jeg tilknyttet et projekt for ungdomsuddannelse i Vidzeme i Nordvestletland og arbejdet med turismeudvikling i samme område. Det er spændende at følge så tæt på.

Og så er der stork

- For nu skal vi til at udforske ukendte områder, Inger og jeg. Det er det gode ved selv at køre og uden andre planer end at avancere mod nattelogi et eller andet sted i Riga. Jeg havde fortalt om de 20.000 storkepar, der er i Letland og lidt brovtende fortalt om at der var nok en stork for mindst hver kilometer. Nå, efter de næste 20 kilometer og ligeså mange storke udskiftes ”STORK” med et stilfærdigt ”hæ-hæ”. For de er der. I grøftekanten som en krage i vejsiden i Danmark. På enhver bondegård ( som ganske vist ligger noget spredt), elmaster, cisterner. Jo, jo! Senere på ugen ved min fiskerven Juris, der har 20 storkereder med 3-4 unger i hver i forhaven, bliver det sædvane at se stork.

Det hænger meget sammen med landbrugsmønstret ( eller også er det manglen på ) i dette herlige land. Letland, som er 1½ x Danmark, men 40% skov og 2.5 mio folk, 50.000 bævere – og så 20.000 hvid storkepar. Og et landbrug, som ligner det danske i 50’erne. Med høstakke som i vore ungdomsdage. Og ligeså slidsomt som dengang. Mage hektar ligger brak. Ikke fordi det er specielt dårlig jord. Ingen ved måske, hvem ejeren var eller er. Er der en arving til ejeren, som blev deporteret til Stalins Gulag-lejre? 40.000 på én nat blev forvist bare fra dette område. Kun få kom tilbage. Ingen har viden om resten, og eftersom Sovjetunionen pr definition overtog stedet og måske mere end ofte på den ene eller anden måde tog livet af ejerne, er det vanskeligt at udrede og vanskeligt at købe. Nogle steder kan man få option på et grundstykke mod et depositum. Man ved ikke præcist, hvor stort grundstykket er, om der evt. findes en arving, der kan gøre krav på det. Det tager tid. Og så afventer man også lidt for at se om efterspørgslen skulle stige, og dermed indbringe en betragtelig højere pris. Det er kommunerne, som har ansvaret, og da kommunerne i dagens Letland ( indtil om et par år) er at sammenligne med vore gamle sogneråd, er det måske nok forståeligt at der ”tøves en kende”. Den modsatte opfattelse er – udsprunget af sovjettidens særegne regler – at det er ren magthaverisk spekulation. Med ”vestlige” øjne kunne man vel kalde det almindelig købmandskab. Det er, med mit indtryk fra den stats-, regional- og lokalpolitik, jeg får indblik i – ædle tanker, der ligger bag . Og så naturligvis en generel pengemangel på grund af et lavt Bruttonationalprodukt (BNP). EU hjælper godt på vej, og der er omfattende arbejder i gang med det første, som skal ske: forbedring af infrastrukturen. Det er veje, telefonsystemer, vand og kloakering. Som før nævnt er uddannelse også højt på økonomernes liste ligesom erhvervsfremmende foranstaltninger i lokalområder. Det er seriøst, det tager bare tid.

Kuldiga og mere af Kurzeme

Kurlands hovedby er Kuldiga. Allerede i 1378 blev den Hansestad og havde været én af højborgene for ”Den tyske Orden” siden 1100. I 1561 hovedstad i hertugdømmet Kurland, men blev senere overhalet af Ventspils i nord og Liepaja i syd. Og så har den ét af de bredeste vandfald i Europa. Her på egnen kaldet Ventas Rumba (= floden Ventas vandfald) 110 meter bred og et par meter høj. Fra cafeen ved kunstmuseet og skulpturparken ved den gamle høvdingeborgs ruiner er der fin udsigt. Ellers er byen måske det bedste sted overhovedet i de baltiske lande at se huse fra 1600 og 1700 tallet. Byen har aldrig været smadret af hverken krige eller sovjettidens besættelse. Drister man sig ind i en baggård, ser man her noget helt unikt for Letland: to-etagesbrændeskure.

Kurland byder også på vingårde og om vinteren på skiløb. Letter er vilde med at stå på ski. Sleposanas, kalder de det, men det skal jeg vende tilbage til, når vi har været sammen med min ven Valdis i et par dage. En vandretur ud i højmosen sydvest for Riga fortæller, at højmoser i Sverige ser nøjagtig ligesådan ud. Samme vegetation på grund af de samme livsbetingelser. Her, som mange andre steder går man på udlagte planker på en 4 km rundtur. Det er en helt speciel natur, en speciel biotop.
For at komme herud passerer vi én af de smukkeste gravpladser, jeg har set. Jeg kalder det gravplads, for det kan vel ikke være en kirkegård, når der ingen kirke er?
Her ligger russisk-ortodokse, protestanter og katolikker side om side midt i skoven. Korsenes form og gravens udsmykning fortæller om trosretningen. Det har alle dage været tradition her, ellers ville jeg give Sovjet skylden, for alle kirker blev fjernet rent fysisk mange steder, men ikke her i de lande, vi besøger på denne tur. Uanset hvad, ”bor” de pænt, måske skal man være død for at religionerne kan forliges.

RIGA og ”Skønvirke”

Som tidlige bebudet, skal vi besøge Riga. Det er en nødvendighed. Dels fordi jeg gerne vil vise Inger byen udfra minder fra sidste besøg. Dels har jeg glædet mig til at gense og videreopleve byen. Og været spændt på, hvad der er sket de sidste fire år.

Næsten halvdelen af Letlands befolkning bor i Rigaområdet, hvilket vil sige der her bor omkring halvanden million med forstæder. Så er der et par storbyer med omkring 100.000 og nogle stykker med 10 – 25.000. Resten er spredt ud over landet i bittesmå samfund og spredte bondegårde. Alt i alt som i Danmark for 50 år siden.
Men nu var det Riga, jeg før lovede at fortælle om.
Her findes noget af Nordeuropas mest velbevarede arkitektur i Jugendstil, Art Nuveau. Den samme stilart, som på dansk kendes som ” Skønvirke”.
Smukt håndværk, teknisk set. Netop denne stilart løb nærmest løbsk. Vinduer, døre, hjørner – og enhver anden mulighed – blev dekoreret med alverdens udsmykninger med inspiration fra Grækenland, Rom, Biblen – og hvad bygherren ellers ville enten prale med eller agitere for. Her , i det nordvestlige kvarter findes det hele. Her holder flere ambassader til. Boulevarder med sporvogne i midten, torve og pladser . Det tager 15-20 minutter at gå dertil fra banegården. Undervejs kan man opleve adskillige stilskift.
Fra nye stål-&glasbygninger til almindeligt, kønsløst byggeri og til disse perler, som netop omtalt. Ved indfaldsvejene ses forstæderne, som gamle landsbyer, der siden er smeltet sammen med resten. Men her er der træhuse. Og med træer foran, i én eller to rækker. Det er pænt, men hvor må det være mørkt indendørs. Måske er det lige meget, for de fleste vinduer er tilsløret af meget gulnede Gardisettegardiner. Det viser sig at være rimeligt generelt, så vi forandrer mening fra grimt til almindeligt forekommende og ser det efterhånden som en kulturel særegenhed.
Det mest berømmede område af byen er ikke uden grund den gamle bydel. Vi har fundet logi til halv pris ( i forhold til at bo midt i) fem minutters spadseretur fra bydelen VECRIGA= Det ældste Riga. Det er en gammel sovjetsag,vi skal bo i og hvor der – som i alle gamle sovjetbygninger lugter af mus. Måske er det byggematerialernes nedbrydning, der simpelthen lugter sådan. Men der er rent og det er meget billigt. Her kan vi begge to bo en uge for samme pris andre hoteller fem minutters gang derfra kræver i døgnet. Eller omregnet kan vi opleve en uge af landet ” gratis” ved at vælge det her pensionat på 5. sal i gåafstand til dét vi kom efter.

Riga var Hanseforbundets rigeste by (optaget i forbundet i 1282). Mere velhavende end Lübeck. Det vidner handelshuse, palæer og kirkernes størrelse os om. Jeg synes Riga er en meget interessant storby, meget charmerende og meget historisk og meget velbevaret og istandsat. Her i det gamle Riga kan man virkelig nyde en storby med alle facetter.
Hvis ikke du vil med på en guidet rundvisning, så start med at besøge turistkontoret i ét af byens ældste huse og få et kort og turforslag, eller læs hjemmefra i guidebøger eller på Internettet.
Her kommer kun en lille appetitvækker til en hel dags oplevelser:
Ifølge byens forfatning fra 1226 var byen styret af tre institutioner, Byrådet, Store Gilde (købmandslavet) og Lille Gilde ( håndværkerlavet) De to gildebygninger er fra 1330 men senere ombygget og udvidet i midten af 1850 erne , nu efter engelsk nygotisk stil ( Tudorstil). Disse bygninger har således haft stor historisk betydning. Et andet berømt hus, Kattehuset ligger skråt overfor, hvor en lettisk købmand engang ønskede optagelse i Gildet ( lavet), hvilket de tyske handelsfolk nægtede ham. Som en slags hævn – eller i hvert fald hån – opførte han så huset her, og på taget er to sorte katte med rumpen vendt mod Gildet og dermed tyskerne. Senere blev han dog optaget og vendte derefter kattene om, så de nu vender fronten mod Gildet. Måske er det sandt, for læser man lidt dybere i handelshistorien var der mange gniderier mellem tyske og lettiske købmænd op gennem tiden.
Ellers er det bare med at gå rundt og huske at kikke opad. Husene er store og de ligger tæt. Der er domkirken og bagved den et tidligere kloster som rummer museet for Rigas historie og søfart. Der er krudttårnet, det ualmindeligt smukke rådhustorv, og Skt. Peters Kirke – et flot eksempel på en baltisk købmandskirke, fra hvis tårn der er udsigt over det meste af Riga. Der er små stræder, mange torve og pladser der emmer af historie og nutidigt kulturliv. Hyggelige cafeer og fremragende restauranter i alle prislag og fra mange lande. Mærkevarebutikker, døgnåbne supermarkeder, sushibarer og kunsthåndværkere. Alt findes her, ikke mindst trafikkaos så snart man er uden for den gamle bydels voldgrave. Ønsker man ikke selv at køre rundt, er der sporvogne og minibusser og taxaer til overkommelige penge lige som det meste andet her i landet. Parkeringshuse i centrum hvor bilen kan placeres en nat for hvad det koster i timen i det indre København. Og så er der næsten hele tiden et eller andet kulturarrangement, som er gratis.
Og så er der Nordeuropas største marked lige overfor i de gamle Zeppelinerhangarer. Her findes alt til livets opretholdelse, blandt andet noget jeg savner herhjemme: Et godt udvalg i ferskvandsfisk som Aborre, Brasen, Sandart og Suder. Ost og honning, gummisko og røgvarer, alle afskygninger fra bagerfaget og slagterfaget. Blomster og tøj, kort sagt alt mellem himmel og jord.
Hvis ikke du orker at se resten af landet, så und dig i det mindste en weekendtur til Riga. Jeg har set turene til 2500 kroner med fly og hotel ( hvilket i praksis vil sige hotellet er gratis, når der sammenlignes med ruteflyprisen)Blandt andet Baltikum-specialisten Alt Rejser har gode forslag og tilbud.

Længsel efter at være alene i naturen

Vi har det begge fint med et kort besøg i en storby. Genset og udvidet kendskabet til stederne. Sammen har vi igen oplevet en storby med historiske og nutidige briller. Nu er det resten af landet, det gælder, så derfor skal vi færdes i mere tyndtbefolkede områder nogle dage. Men inden, skal vi omkring hovedbyen for nationalparken ved floden Gauja. Sigulda hedder den. Med borge, slotte, ruiner. Aktiviteter af enhver art og så centret for nationalparken GNP ( Gauja National Park) og den by, der måske er bedst kendt af danskere: Cesis. Lovprist af mange, værdsat af nogle. Interessant by og især omegn, og ellers lidt vel opreklameret, hvilket har tiltrukket EU penge. Her blev Letlands flag til. Rød, hvid rød. Letlænderne havde været i kamp mod indtrængende korsriddere og den lettiske høvding dødeligt såret blev lagt på et hvidt flag, som var erobret fra fjenden i et tidligere slag. Krigerne samledes om deres høvding, der opildnede dem til fortsat kamp for landet til fjenden var slået. Høvdingen døde. Da man senere fjernede liget var flaget gennemblødt af blod, undtagen i midten, hvor høvdingen havde ligget. I sorg og ophidselse satte krigerne flaget på et spyd, angreb korsridderne og drev dem ud. Sådan står der at læse i Henrik af Letlands krønike. Senere hen erfarer vi, at det er i dette område kraftcentret findes. I hvert fald i forbindelse med turisme og fritidsaktiviteter. Det synes jeg i første omgang er mindre godt, for der er mange smukke steder og masser af muligheder, men mon ikke vi støder på nogle af dem, måske i området ved en anden lækker flod, Salaca i nordvest. Vi får se. Lige nu er vi i Cesis, midt i Vidzeme. Byen er fra 1206 og fik Hansestadsprivilegier i 1383. Senere krige og ødelæggelser bl.a. under Ivan den Grusomme og ikke mindst en storbrand i 1671 har hærget byen. Mellemkrigsårenes popularitet er ved at vende tilbage, men det er mit indtryk som fra resten af Letland, at man skynder sig langsomt.
For fire år siden var min søn og jeg rundt i byen, indlogeret på det danskejede hotel, efter 12 dage i kano og telt ned ad floden Gauja. Vi var ved ankomsten våde, trætte og trængte til bad og tørring af både folk og udstyr. Der brygges her meget velsmagende øl. Senge og dyner er som vi kender dem fra det jyske. Service i top og maden til flere kokkehuer end trangiaen på floden tillod. Dét nød vi, men vi fik også lov at betale for det. Her er overnatningen næsten danske priser
Nu er det så, om oplevelsen er, som den huskes. Hvad skal genopleves, vises frem, hvad nyt. Det er dét, hele denne rejse går ud på. At rejse og lade oplevelserne komme spontant.

Jo da. Der er sket meget på bare fire år. På hvert gadehjørne er der nu en autoriseret parkeringsvagt, som udskriver en autoriseret parkeringsbillet. Her kan man være sikker på, at der holdes øje med transportmidlet – især hvis man lige tager en snak med vagten. Generelt er det i øvrigt ikke et synligt problem med kriminalitet og hærværk. Jeg oplevede situationen som skift fra det autoritære til et højt serviceniveau. Vagterne, vi mødte, er alle over 50 år og har i mange år længtes efter at være på arbejde, yde noget til hverdag. De nye sociallove, som er undervejs i Letland minder lidt om vore. De fleste mennesker vil hellere udføre et arbejde for lønnen end en passiv tilværelse på støtte, uanset beløbet er det samme. Den samme socialsituation jeg tidligere mødte, da Østtyskland blev en del af ”vesten”. Folk længtes efter friheden, men mange fik et mentalt chok, da friheden og demokratiet med ét betød valg. Før var alt automatisk. Nu skulle folk selv til at træffe valg og tage ansvar, hvilket er måske den allersværeste del af demokratiet.

Honning, så englene synger

I hele landet findes der smukke og velduftende enge med enorm artsrigdom og diversitet. Her i omegnen af Gauja floden er der tilmed bakker, dale, søer, åer og skisportssteder. Her er skisport populær. Der findes steder for børn og begyndere, for viderekomne, men næppe noget en skandinav eller alpin-orienteret vil rejse efter. Her er det eftertragtet og et givende levebrød for mange. Det er skisæsonen, som holder liv i turismeudbyderne mange steder i begge lande.
I Kärli, lidt uden for Cesis, mødte vi Gorges. Han bor midt i naturen og her smager honningen som alle sommerengens dufte i hukommelsen. Vores ven fra Baili sportscentre, Valdis, har etableret alpinskibakke her og Gorges har café og gæstehuse. Skulle det være en frisk ørred eller et kilogram honning, en snak, en te med honning og en saunatur? – Så er det fint her.

Er man mere til keramik og lertøj, skal man nogle kilometer længere mod Valmiera, nordøstpå. Her er en keramikfabrik Rebeka. Her laves traditionel lettisk keramik med variationer fra landsdel til landsdel. Én af medarbejderne har en meget kreativ hånd med at skabe havedyr som bæver, frøer mm. til springvand eller potteskjuler med et meget personligt præg. Skåle, tallerkener og krus. Fade og krukker. God service, glade og stolte folk midt i en mere eller mindre glemt landsby, som ingen med et almindeligt turistkort ville drømme om at besøge. Nu var det bare lige sådan, at vi kendte én, som var nær ven til ejeren samt rejsekammerat på oplevelsesture i hele verden. Har du lyst til selv at besøge stedet, er du velkommen. Der er campingplads ved søen samt andre overnatningsmuligheder til små penge.
Vi er 25 km fra Valmiera og omkring 124 fra Riga, og her, tilbage på hovedvejen mellem de to byer bliver vi fristet af omegnens mest velanskrevne spisested med eget frilandsmuseum og har inviteret vore venner fra Valmiera med til Sandart, vin og salat til min fødselsdagsmiddag. Det var bare godt. Stegt og røget fisk og en god, tør hvidvin, hvilket var umuligt at opdrive for få år siden. Forinden var vi inviteret på verdens flotteste, dekorative og mest ornamenterede fødselsdagskage, lavet efter århundreders traditioner, som kun få behersker. Helt til ære for mig. Vi var begge dybt beæret af at blive mødt med en sådan gestus. Senere på aftenen endvidere med fisk, ost og jordbær. Ren forkælelse med livretter og hjemlig hygge. Det glemmer jeg aldrig.
Faktisk foregår dette først om en uge, fordi vi skal først ud på floden Gauja. I en kano, der for år tilbage har sejlet på Gudenå. Solid og stabil som firmaet, der udlejer kanoer, hytter, ferieboliger mm :”Baili” i landsdelens uddannelsesby Valmiera. Det bliver vort faste tilholdssted flere gange undervejs. Ejeren, Valdis er et godt eksempel på driftighed, selvstændighed, social- og miljømæssig ansvarlighed. Det er herfra vort netværk i Letland udgår. Det er bæredygtigt, et kært venskab og en samarbejdspartner enhver ville være stolt af.

Driverliv i smuk natur

For fire år siden, i 2000, var far og søn på opdagelsestur på Gauja. Nu skal jeg genopleve og længe glædet mig til at ”fremvise” for Inger. Morten og jeg var på strækningen i 9 døgn. Nu bliver det koncentreret til tre døgn på den smukkeste og mest uturistede del af floden. Fra Gaujiena til Strenci. Jeg er spændt på, om vi ser sort stork, bæver, pirol, Lille Skrigeørn og andet særegent.
Flodlandskabet ser meget anderledes ud i år. Meget mere vand end sidst giver stor forskel. En måned senere er det også, så det vilde fugleliv er er forandret til stilfærdig tilstedeværelse.
(læs evt. dagbog fra tidligere tur> se hyperlink i Faktabox). Solen er med os, bygerne efter os. Det bedste ved en heftig tordenbyge er freden og duftene bagefter. Der er dét, der skal være. Her er ikke meget forandret. Bæverne er der. Fuglene er der, ligesom stemningen er helt i orden,til at vise frem , henholdsvis genopleve. Det er bare dejligt. Slå teltet op på bredden, lave mad på Trangia og bål og have en bæverunge helt oppe ved teltet i skumringstimen. Og at være sammen med sin allerbedste ven om oplevelser som denne, er ultimativ lykke. Vi har ikke engang sejlet, nærmere drevet, med styreåren ude en time, før et rådyr kommer ned i vandkanten ganske få meter fra os. Nu gælder det om at være helt stille, nøjagtig som når en bæver kommer så tæt på, at man kan klappe den med padlen, som i øvrigt har facon efter bæverhalen.
I den egn, vi nu sejler i, ind og ud af Estland/Letland er der meget tyndt befolket og har været det siden Stalin og hans ”vranjo” og masseudryddelser, hvor der menes at være mere end 200. millioner mennesker udslettet for selv den mindste detalje, der ikke passede ind i vrangforestillingen om idealstaten. Det var omvendt logik at fjerne de bedste og dygtigste bønder, købmænd og andre og forsøge at bygge et samfund på fattige og lavt uddannede. I sig selv en vanvittig tankegang. Løgne, der blev dikteret ofte nok til, at folk troede på det som sandhed. Det er ”Vranjo”. Et russisk ord for en halv sandhed blandet med en hel del løgn, troen på staten som Gud, kollektivt ejerskab for folket, som i stedet var slaver af staten. I dag ved vi socialismen var en gang varm luft. Senere, i Nordestland skal vi konfronteres med flere rester af holdningerne.
Herude på floden og i egnen omkring den kan vi til gengæld nyde en stort set urørt natur som paradokset hertil. Der er ved at opstå lidt turistindustri baseret på disse områder og jeg har fornøjelsen at deltage i udviklingen og skal hjælpe med at få det etableret bæredygtigt inden det bliver rendt over ende. Herude ved starten af Gauja vil turismen være af mindre omfang og i et vist omfang reguleret. Hundrede flodkilometer længere nede, ligger GNP, Gaujas National Park med et veludbygget og vel styret turismeudbud af både aktivitets-, historisk- og naturmæssig høj kvalitet. Det er en fordel med økoturisme, for der samler man belastningen få steder, hvor man har mulighed for at regulere folks adfærd for at undgå nedtrampning og svineri og anden ligegyldighed frem for at udvise ansvarlighed. Hidtil ser det godt ud. Rigtig godt. Her er meget smukt, hvad enten man sejler, vandrer eller kører. Velorganiseret og velplejet.
Netop dette er et gennemgående træk for Letland tyder meget på, for vi oplever den samme ansvarlighed gennem vort næste besøg ved en anden flod længere nordvestpå i Vidzeme:

Salaca

Jeg skal til projektmøde med borgmesteren, direktøren for naturparken, turistchefen og kommunaldirektøren i byen Mazsalaca. Det er planen at få etableret et turismeudviklingsselskab og uddannelser her samt at få etableret muligheder for temaferie .Jeg er her som konsulent.
Her i dette smukke område har udviklingen haltet bagefter, men idérigdommen og initiativerne er absolut ambitiøse og samtidig meget præget af omhu fra starten. Vel drejer det sig om penge og beskæftigelse til området, men det skal være i en takt, borgerne kan følge. Det er de lokale initiativer, der skal bære udviklingen. Imens er Inger på den lokale café for at følge det lokale liv fra en anden vinkel. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke er sidste gang, vi har været her.
I projektøjemed var Inger og jeg på besøg hos en driftig fisker ved søen Burtnieks. Han er formand for et lille fiskekooperativ og har nogle muligheder for at etablere fiskecamping, ”fishing-lodge” her. Det vil være ideelt for fisketurisme, for der er virkelig fisk, mange vil rejse langt for at fange.
Gedder på 15 kg., Sandart på 10 som de største arter og ellers et væld af alt fra ål til brasen, aborre, suder og en del andre. I floden Salaca noget så sjældent som Donau-laks.
I forhaven har Juris, som han hedder tilmed en landsdels-seværdighed: en storkekoloni. I en lang række store og oldgamle træer bor der tyve storkepar med hver tre-fire unger, så der er virkelig et leben. Livsbetingelserne for storkene er da også fantastiske her med både tørre enge og vådområder, moser og træer. Det er vigtigt for Hvid Stork at have føden tæt på, for de flyver kun sjældent mere end tre km. for at søge føde. Betingelserne i Letland er generelt gode og rummer omkring 20.000 par, som er jævnt spredt overalt. Hvor vi i Danmarks ser en krage i vejsiden er det en stork her. Næppe en bondegård uden en storkerede, men vi skal ikke langt ind i Estland, før der bliver længere imellem dem.
Det bliver spændende at følge udviklingen her også, og det er meget givende at færdes i landskabet, når man har kendskab til alt dét, der optager de lokale i hverdagen. Jeg er også ret sikker på, at hvis man ønsker at se Baltikum ” som det var”, haster det med at komme af sted.
Estland har gennemgået en hurtigere forvandling og bærer mange steder præg af det. Nogle af byerne kunne lige så godt være Vejle, Køge eller Assens. Der dog et par storbyer, som må nævnes og måske også bør besøges. Om ikke andet, så for at give historien og udviklingen lidt kontrast.

Rundt i Estland

Der er i hvert fald én fordel ved dette land: en krone koster kun halvtreds øre. Umiddelbart koster det meste det samme som i Skandinavien. På prissedlen står der 700 kr. for et hotelværelse, men det koster bare 350 danske kroner. Det er jo helt fint, giver et indtryk af en god rabat. Noget er dog reelt billigt, nemlig offentlig transport. Du kan for eksempel tage landet rundt i rutebil for et par hundrede kroner på nyasfalterede hovedveje belagt med EU penge, hvilket der skiltes med ved ethvert vejarbejde på hovedstrøgene.
Vi finder en grænseovergang, som for få år siden var lukket og forbudt. En post i Letland, hvor personlige papirer såvel som bilens skal vises, kører lidt i ingenmandsland og samme procedure ved den estiske grænsepost. Der skal være orden i sagerne og vi møder kun stor venlighed og en regnbyge i ny og næ. Nu er vi spændt på, om vi kan se en forskel på den anden side her langs den livlandske kyst med kurs mod Pärnu og Tallinn.
Jo. Noget har forandret sig . Det frodige landskab ved Salaca er afløst af endeløse flade og tilsyneladende øde tilgroede tørvemoser med den forandring i botanikken, som følger med. Og bliver der langt imellem storkene. Længere fremme er flere marker opdyrket, flere gårde slået sammen til så store brug, at der nu findes traktorer og andre hjælpemaskiner, bilerne er nyere og kvinderne mere buttede som i de nordiske lande. Det skal lige her siges, at de fleste kvinder i Letland er spinkle og tynde som en cykel. Vi forsøgte at finde ud af hvorfor og kom ikke længere end det ikke har noget med kost eller livsstil at gøre, måske snarere en anden afstamning. Det vides ikke, men forskellen er synlig. Vi kører gennem kur- og musikbyen Pärnu uden at efterlade os synlige spor, for undervejs har vi besluttet at næste stop skal være hovedstaden og ellers bruge mere tid i den østlige del af landet, i gamle fiskerlejer, minebyer og kuperet natur, der kan bruges til at lufte vandrestøvlerne i.

”Danskerbyen”

Alle og enhver må se stedet, hvor Dannebrog faldt ned midt i et drabeligt slag under Valdemar Sejrs korstog i 1219.Begivenheden fejres stadig den 15. juni på Valdemarsdag. Tallinns byvåben har et hvidt kors på rød baggrund og med løver. Det menes at være fra danskertiden. Det var i øvrigt vistnok på grund af Valdemars sejr over de hedenske estere her, der gav ham tilnavnet ”Sejr”. Det er en længere og spændende historisk beretning, som er velbeskrevet, hvorfor jeg henviser hertil og i stedet tage på en vandretur i byen, hvor stor set hvert hus har sin gen historie.
Europas bedst bevarede bydel helt tilbage fra 1300 tallet og derfor stor mulighed for så at sige sætte billeder på hele den historiske udvikling. Vi er i en moderne storby med omkring 400.000 .
Før de tyske riddere med den danske konges hjælp erobrede landsdelen i 1220 erne, var esterne uden statsorganisation eller kongemagt. Den danske konge regerede over Nordestland, en biskop den vestlige og en anden biskop i Tartu, som vi senere skal besøge, den sydøstlige del. Resten var kontrolleret af de tyske riddere under Livlandske Orden, som i 1346 i en tuskhandel købte den danske del af Valdemar Atterdag. Senere blev – i hvert fald adel og borgerskab- meget tyskpræget. Ikke bare sprogligt men også socialt, faktisk helt frem til 1918.
Ivan den Grusomme overtog denne nordlige del i 1558. Svenskerne i 1561. Polakkerne huggede resten af landet. Så kom russerne til i 1710, fordi adelen mente, den kunne få bedre vilkår under tsaren end under den svenske konge. Held eller kold beregning gav et monopol for godsejerne til at fremstille spiritus og sandsynligvis er det årsagen til, at alle de store hovedbygninger på herregårdene stammer netop fra perioden frem til 1850. Vi ser på nogle af dem. Mange er faldet i ruiner, mens andre bliver renoveret. Hvis du møder et skilt med ordet ”MOIS”( Herregård, gods ), så er det sandsynligvis én af disse sprutfinansierede herregårde.
Så kom russerne, senere jaget ud af finske tropper og engelske våben og i det hele taget en lidt neutral og omtumlet statsførelse frem til 1919, hvor adelen blev frataget jorden og dermed knækkede hele den tysk-baltiske magt. Der sker meget mere inden Hitler og Stalin hemmeligt aftaler nogle fordelinger i 1939 og til Den røde Hær indvandrede i 1944 og mange estere flygtede vestpå. Estland blev en sovjetisk republik. En mønsterrepublik, sagdes det, men det var også ”vranjo”. Det eneste de beholdt var deres eget kulturliv, for magten lå hos de russiske tvangsindvandrede. Udpluk af en lang historie med præg af mange grusomheder. Måske er den historie, vi læser ikke engang den rigtige, for historien er omskrevet mange gange.
I maj 2004, få måneder før vi var der, blev Estland optaget i EU.
Russerne opfatter esterne som havende nordisk kølighed og fortæller en anekdote om estlænderne: En estisk bonde er ude at køre kane med sine 2 sønner. Et dyr løber over vejen. En halv time senere siger den ene søn: - Det var en ræv! Der går en halv time til, så siger den anden søn: - Nej, det var en hund! De kører tre timer og er nu hjemme og bonden sætter hesten i stalden, fodrer og vander den. Så siger han: - Kan I da ikke lade være med at skændes hele tiden!
Lidt af det møder vi på landet. I byerne er folk ligeså fortravlede som i alle byer.

En god bid af historien kan opleves ( hvis man har evnen til at fjerne de 10.000-vis af turister fra gadebilledet) med en byvandring i den gamle bydel ” Vanalinn”. Det er spændende og interessant og jeg vil foreslå at læse godt på lektien inden solidt fodtøj fører en rundt i de brolagte gader.
Det vil føre alt for vidt at opridse huse, bygninger og museer. Vil du have et godt overblik over byen, så tag de mange trapper op i tårnet på Skt. Olai Kirke ( Oleviste Kirik) og på Dombjerget, (Toompea) som udgør den ældste del, og hvor stedet for Dannebrog også findes ( ved Den danske Konges Have lige ved bymuren). Øllet er godt, men dyrt på én af de mange cafeer, næsten dobbelt så meget som lidt ude på landet.
Hvis man vil overnatte i Tallinn centrum, er det klogt at bestille tre måneder før. Ellers skal man ud i forstæderne. Det gør det ikke ringere men betragteligt billigere. Måske endda lidt hyggeligere på et 12 værelses familiehotel med personlighed og venlighed. Men det gælder vel egentlig overalt. Hvor esterne for 60 år siden som omtalt tog vestpå, kører Inger og jeg nu østpå.

Vandfald og oliehørm

Der er megen og smuk natur langs den Finske Bugt og derfor snor vi os langsomt gennem det hyppigt varierende landskab. Området hedder Lahemää, som betyder ”vigenes land”, kikker på vandfald, naturreservater, klinter, typiske feriebyer, velholdte forstæder med pæne huse og haver. Men også på forfaldne sovjetiske kollektiv-fabrikker, der formentlig aldrig nogen sinde har været rentable. Nu begynder vi at nærme os de virkelig store kontraster som varer mange år endnu inden de forsvinder. Det er blandt andet en af grundene til vi er her – at opleve kontrasterne. Måske nostalgi. Måske mest for at prøve at forstå.
Lang tid inden vi vil lede efter nattelogi er luften fyldt af en petrokemisk hørm. På et lånt, gammelt russisk militærkort med mindste detalje kan vi se, at der længere fremme er åbne miner med olieholdig skifer. Det beslutter vi at se nærmere på. Også fordi vi undlod at køre til vestkysten syd for Tallinn, til Paldiski med flere kvadratkilometer nedlagt sovjetisk forfalden ækelhed og enorme lagre af atomaffald, som – hvis der går hul – vil lægge hele Østersøen død i flere hundrede år.
Vi kommer ind i minebyen Kohtla-Järve og møder her en hel by, som efter ægte sovjettradition er bygget op omkring én eneste industrivirksomhed. I dette tilfælde er det olieraffinaderiet, som stadig udvinder olien fra olieskiferen i undergrunden. Enorme skiferbjerge ses overalt, næsten lige så langt som lugten rækker. Da produktionen var på det højeste blev der udvundet 30 millioner tons om året, men planøkonomien tog ikke økologiske hensyn her i det, der kaldtes Estlands Ruhrdistrikt med massiv forurening som resultat. Det har altid været kostbart at udvinde olie fra skifer og i dag er kun en ganske lille del stadig i drift og leverer tjære til de mange veje, som skal asfalteres. Nedtoningen ses naturligvis overalt i byen, hvor mange blokke står tomme, hvorfra beboerne er rejst til andre egne for at finde arbejde og hvor de resterende så småt forsøger at etablere sig med andre erhverv. Gennem hele den synlige ”øst-elendighed” kan vi se og fornemme, at det har været godt engang. Noget bliver revet ned, nyt bygges op. Andre renoverer det gamle med nye vinduer og maling. I bydelen, hvor de mere velstående har boet er der på sin vis meget smukt med masser af store træer, store træhuse i forskellig stil. Det ligner som de står nu mest af alt et godt håndværkertilbud, men på de huse, som er istandsat kan vi set et kommende liebhaveri.
Her står velbevaret stadigvæk et enormt monstrum fra sovjettiden. To minearbejdere i beton som symbol på det energiske og arbejdsomme Sovjetunionen.
Her kan jeg ikke lade være med at fortælle noget mere ”vranjo” af den ægte skuffe. En oplevelse, jeg har fra Leif Davidsen, som besøgte et lignende sted i 1980’erne, måske den samme virksomhed, der var relativt nybygget: Når nu virksomheden var så ny, så var der vel også filtre og andet i skorstenene? (Udvinding af skiferolie er særligt forurenende) Hvortil fabrikschefen i dyb alvor og helt uden ironi sagde, at der da ikke var filtre, for det er vestens skorstene, som forurener, ikke de socialistiske ! Hvis ikke det er ”vranjo”, er det svært at give bedre eksempel.
Her, som mange steder i begge lande, møder vi nogle garageanlæg, hvis placering vi undrer os noget over. Senere på turen får vi svaret. Vi bor i øvrigt på et nyindrettet og fint lille hotel og er godt tilpas med både kvaliteten og prisen på værelset, maden og øllet, vel omkring 30 procent lavere end i Tallinn. I øvrigt gælder det overalt væk fra de store byer. Det har vi luret for længst.

En fiskerlandsby med oprindeligt udseende

Turen går nu sydpå, ned til kæmpesøen Peipus gennem hvis midte grænsen til Rusland er trukket.
Der er forskel på bondegårdene i øst og vest. I vest ser man oftest en lang længe og få udbygninger. I øst som regel mange selvstændige bygninger med lader og stalde adskilt fra boligen. Som regel altid i træ og næsten altid med et lille hus med skorsten: Den uundværlige sauna. I de mange små fiskerlandsbyer langs Peipus er husene også af træ, og de er gamle. Ikke fordi man ønsker at bevare dem, nok mere fordi der ikke har været råd til at bygge nyt. Et rigtig godt eksempel, som nærmest er et levende museum er landsbyen Kallaste. Af en eller anden grund er den ikke nævnt i de sædvanlige guidebøger, så kun takket være vore venners anbefaling kommer vi her. Hvis der er noget, der er mere ægte end andet, så er vi tæt på det mest ægte her.
(Det allermest ”ægte” findes så sent som i august 2004 i Hviderusland. Her er Lenin-statuer i ethvert bycentrum. Tomme butikker og 1 USD = 2000 Rubler, har jeg fået mail om fra Valdis, som var på kanotur. )
I hvert fald er tiden skruet mange år baglæns. Gadenavnene er blå emaljeskilte med russisk tekst. Husene af oldgammelt, solidt tømmer og vejbelægningen har aldrig eksisteret som andet end huller med grus imellem. Strømforsyningen og telefonlinierne bæres af ledninger i 4 etager i op til otte rækker på ” telefonpæle” som vi så herhjemme i ’50 erne. Det er en underlig fornemmelse at gå her og synes det er interessant, ja ligefrem nyde det velvidende, folk her har en trist og udsigtsløs tilværelse. Supermarked og torvehandel trives side om side og vi får kaffe, is og jordbær. Som nævnt i indledningen om Liepajas oprindelige udseende, er her et godt eksempel på, hvordan der oprindeligt så ud dér.

Den estiske kulturs vugge

Ved bredden af landets længste flod Emaj?gi, hvilket betyder Moderfloden ligger landets næststørste by smukt. Universitetsbyen med sine 100.000 indbyggere. Jeg fristes til at udnævne den som den hyggeligste, pæneste by i Estland. Oprindelig en estisk borg ved navn Tarbatu. I dag er navnet Tartu. Jurjev var det russificerede navn i hundrede år frem til 1918. Dorpat i tyske og svenske vendinger. Den tyske erobring af byen i 1941 gik hårdt ud over byen som ellers op gennem tiden i forvejen havde været hærget af både krige og brande hele 55 gange.
Inger og jeg er udgået fra Universitetet i Tartu. Nå, ja – vi var lige inde og kikke og gik så ud igen.
Det siges at kulturen udsprang her i kraft af universitetets tiltrækning på mange ledende personer under den nationale vækkelse i 1800 tallet. Her samledes kunstnere og etablerede landets første teaterselskab allerede i 1870 og en del meningsdannende aviser har ligesom landets liberale opposition rod her. Det er også herfra Estland har sit flag med blå for himlen over landet, sort som mulden i bondelandet og hvid for den rene samvittighed og oprindelig studenterforeningens farver. Flaget blev indviet i Otepää syd herfor ved Den hellige Sø Pühajärv i 1884.
Det er – om vinteren naturligvis – skisportsstedet i Estland. Det var her det sovjetiske skilandshold lå i træningslejr. Og det er her vi vil vandre i eng og skov i smukt sommervejr, for nu trænger alt det kulturelle godt nok til en pause og vandrestøvlerne til lidt exercits. Vi har bosat os højt på en bakke med fantastisk smuk udsigt og en ræv der sniffer rundt lige neden for balkonen. Det er en irsk pub. Uden irsk øl og irsk musik i sommertiden. Mad og alt er både god, rigelig og billig og selv om vi er ved at være vant til det, kan vi da godt glæde os over det. Det gør vi i øvrigt sammen med et ældre ægtepar fra Holland, der er på rundtur som os.
Her kunne jeg godt få længere tid til at gå, men landskabet og mere læsning indikerer, at landskabet er tilsvarende i den sydlige landsdel af Letland, Latgale, som vi endnu ikke har besøgt. Vi beslutter at omprioritere lidt på ruten og kører til vor base i Valmiera for her at få tips og god vejledning til de sidste par dage inden færgen trutter afgang.

Søhøjlandet

Vi bliver ikke skuffet men fyldes med en vis glæde over mere natur uden mange folk. Det kaldes landet med de blå søer. Meget sigende. Forurening findes ikke her, har aldrig været kendt. Også her er turismen lagt an på skiferie og det må siges, at vi her midt i juli er noget uden for sæsonen. Vi cirkler rundt og ser på kildevæld og de blomstrende enge, som vi er kommet til at holde så meget af. Skove og massevis af søer og i det hele taget en stor, smuk og meget fredelig natur.
Her som de fleste steder i begge lande er selv de døde ude midt i naturen. Der findes stort set ikke kirkegårde, men gravpladser, som alle ligger i skoven og alle trosretninger fredeligt er forenet syv alen under skovbunden. Gravstedernes indretning og dekoration fortæller hvilken trosretning den afdøde tilhørte. Meget smukt.
På anbefaling finder vi frem til landets højeste punkt Gaizinkalns (bjerget) lige på den usynlige overgang fra Vidzeme til Latgale hvorfra man kan se langt ind over de russiske sletter. Her bor vi såmænd på Gaizin Stars, intet mindre kan gøre det. Det bliver tilmed billigere og billigere og mere og mere atmosfærefyldt end hidtil oplevet på turen, og det her er nok det mest originale hotel Inger og jeg har benyttet bortset fra i regnskoven i Peru.
Vi skulle hilse fra vennerne i Valmiera og bedstemor, der er meget god til russisk og finder i gemmerne lidt tysk frem, viser os den største omsorg og glæde over huset har fået gæster. Hun bliver jubleglad da vi bestiller et par RIGAS Balsams ( en fed lakridsbitterdram med himmelske undertoner, synes jeg, for den har jeg altid holdt af. Inger er af en lidt anden mening) serveret, som al anden spiritus, i 5 centiliters modeller til noget der ligner en tier. På restaurant, hvor en halv liter velbrygget og velsmagende øl koster seks kroner og den dyreste middag 60 kroner. For to personer – med vin. Overnatning med morgenmad leveres uden vrøvl for 125 kroner. Også for to personer. Det er faktisk lige før man ikke har råd til at blive hjemme.
Der bliver kræset i køkkenet og datteren kommer hjem – måske hjemkaldt og snakker på en vild blanding af noget, der mest minder om russisk. Alle tegner og fortæller og har det rigtig hyggeligt. mens vi nyder et fremragende måltid. Øjensynligt er det et godt madsted, for gæstebogen røber masser af roser fra alle nationaliteter, og nu også fra de første danskere, der har besøgt stedet.
Mens Inger næste morgen nyder en forlænget morgenskraber tager jeg mig en dugfrisk morgentur i skov og eng og indsnuser og nyder omgivelserne, som var det sidste gang i livet, jeg fik lejlighed til det.
En kronhjort og et par fiskehejrer stirrer måbende på den sandalklædte beundrer af deres revir. Jeg er ved at føle, at ringen naturmæssigt er sluttet for mig. Jeg har genoplevet, vist frem og oplevet nye steder og nye sider af den natur, jeg holder så meget af. I et land, jeg holder ligeså meget af. En glad og meget behagelig følelse her ti timer før vi igen sidder på færgen og en god stemning at indtage det gode solide morgenmåltid i.

Rejsen til Dvina

I dag hedder floden Daugava, i tyske termer Düna og på russisk Dvina med Latgales hovedby Daugavpils, som på russisk hedder Dvinsk.
I sovjettiden industrielt centrum og omkring 90 procent af indbyggerne i dag er russisk og en by i tydeligt og uklædeligt forfald. Området langs denne store flod har været beboet siden stenalderen. I nutiden er samtlige byer langs floden præget af industri af forskellig art, vokset op om både vand som drivkraft og som transportvej.
Næsten i Riga, hvor floden løber gennem byen og udmunder i bugten finder vi et sted med en sørgmodig indskrift på en port: ” Bag disse porte jamrer jorden” ( Aiz šiem vãrtiem vaid zeme).
Det skyldes en anden af historiens største idioter Hitler og hans forkvaklede tankegang om racens renhed. Over 100.000 mennesker, heraf omkring 7000 børn. Der er lavet en mindepark og et museum om rædslerne der fandt sted her i tiden fra 1941 til 1944. I 1995 blev en del af mindesmærkerne renoveret for tyske midler. Hvis man har ønsker om at se stedet ligger det ved byen Salaspils. Inger og jeg forbliver dog på sydsiden af Daugava, hvor vi har været siden Jekabpils en times tid længere østpå. Vi orker ikke at lade vore dejlige oplevelser forstyrre af de uhyggelige minder. Vi ser Riga ude til højre mens vi i en rolig bue drejer sydvestpå til Liepaja, hvor det hele startede for 10 dage siden.

Og nu ved vi også, hvad de omtalte, mærkeligt placerede garageanlæg har betydet. Det har faktisk aldrig været garager, for få havde råd til en bil. Dels tog det ti år at spare sammen dels ti mere inden den kunne leveres. Næ, det hænger sammen med den generelle varemangel.
Fra tiden, hvor kvindernes arbejde var at stå i kø ved tomme butikker for en pølse eller lidt mælk. Ind imellem kom der en lastbil med kål. Så købte man kål. Næste gang med noget andet, som man så købte og da ikke alle købte det samme på samme tid havde man sine ”garager”. Det var simpelthen lagerskure, hvorfra man byttede varer i ét væk for at få sammensat dagens fornødenheder og således en tvingende nødvendighed men set med dagens øjne et fiffigt påfund, der er med til at give en forståelse af, hvorfor her ser ud, som der gør.

Links: