Bæveren

En artikel om bæverne i Dalsland og Letland

Copyright^© 1996, Mogens Kattenhøj WLT & S^TM

Hvor bæverne mange andre steder er kendt for at bygge dæmninger, er dette sjældent her i Dalsland, da søerne er tilstrækkeligt dybe (ofte mellem 40 og 100 m. ) til at sikre hytten - og det normale bæver familieliv i øvrigt. Men bygningstrangen er medfødt, både hos den amerikanske og den europæiske bæver. Derfor har jeg medtaget lidt om dét også.

Vores bæver er Nordens største gnaver og har det videnskabelige navn Castor Fiber

10 centimeter stamme gnavet over på 5 minutter

Trangen til at bygge er så stærk og så medfødt, at selv bævere, der er opdrættet af mennesker og aldrig har set en dæmning før, kan udføre et imponerende ingeniørarbejde.

Det instinktive byggeboom starter med rislende vand. Eller rettere ved lyden af det. Forsøg i en kunstig dam har vist, at selv midt om vinteren starter byggeplanerne, når bæverne udsættes for lyden af rislende vand - straks begynder de at dække højttaleren med byggematerialer.

De kender også til vinterbyggeri, for når lydens frekvens ændres, vælger de andre byggematerialer og en anden teknik i byggeriet.

Materialerne skaffer de flittige bævere selv. De vælger deres boplads ved et vandløb eller en sø i et skovområde, hvor de nemt kan finde både mad og tømmer.

Træer med en diameter på 10 cm gnaver de over på bare 5 minutter, mens stammer med diametre på over en halv meter kræver en bævers ihærdige gnaven flere nætter i træk.

Uopslideligt værktøj og andet specialudstyr

Bæverens rødbrune fortænder vokser hele livet og må derfor hele tiden slides. Tænderne har kun emalje på forsiden, så gnaveriet slider mest på bagsiden, så tænderne bliver skarpe som stemmejern. Tænderne i underkæben er lange og løsner spånerne fra træerne omtrent som et huljern. Overtænderne "stemmer" spånen af.

Bæveren er i det hele taget specialiseret og tilpasset et liv i vandet. Den kan lukke læberne BAG fortænderne, så den kan gnave under vand - eller fragte grene og kviste i vandet. De små, kræmmerhusformede ører kan foldes sammen, så øregangene holdes lukket under svømning og dykning.

Hvis tænderne er bæverens værktøj, er de små forpoter dens flittige hænder. Hver forpote har fem fingre med tykke negle, som er velegnede til at grave med. Bagbenene egner sig både til at grave med og til at svømme med. Til gengæld går bæveren dårligt på land.

Bæveren er Nordens største gnaver med en længde på ca 1.2 m og en vægt på op til 30 kg.

Den mørkebrune pels er vandskyende og kroppen torpedoformet. Den fladtrykte hale med skæl kan bruges som padleåre, når den svømmer. På bagbenene finder man svømmehud mellem tæerne, næseborene kan lukkes ligesom øregangene.

Bævere bygger dæmninger (hvor det er nødvendigt altså) for at skabe en så høj vandstand, at indgangen til hulen holdes skjult under vandoverfladen. Det holder fjender borte. Her, relativt højt mod nord, siges jærven at være bæverens værste fjende, men også los, bjørne og ulve har bæveren på menukortet. Los og Jærv findes i Dalsland som det sydligst forekommende.

Bæverne bruger desuden dammens / søens bund som forrådskammer. Her gemmer de stabler af stammer og grene i passende størrelser, så maden nemt kan hentes hjem til hytten ad undervandsindgangen om vinteren, når søen er isdækket. Det er nu mest til glæde for de unge, for de gamle tærer som regel på depoterne i den periode. Vandstanden skal være så høj, at søen aldrig bundfryser.

Byggeriet foregår meget systematisk, når det drejer sig om dæmningsbyggeri. Først anbringes lange grene midt i vandløbet, parallelt med strømmen. Grenene forankres med sten og mudder. Så forlænger bæverne dæmningen til begge sider med flere grene og fylder ud med slam, sten og kviste. Når det oprindelige flodleje er blokeret, stiger vandstanden, og bæverne må bygge til i bredden. En bæverfamilie (far, mor og 4-6 unger fra året før samt 4-6 unger fra "i år ") kan bygge en 10 meter lang dæmning på en uge.

Bæveren har et fremragende nattesyn, så den har ingen problemer med anlægsarbejdet selv i en kulsort nat.

Den lytter konstant efter faresignaler, og advarer med et kæmpe PLASK med halen, hvorved HELE familien dykker på én gang.

Dette dæmningsbyggeri har flere steder forårsaget større oversvømmelser af både skov og agerland, hvorfor bæveren har været jaget og mange steder helt - eller næsten - udryddet.

Det sidste nye til bæverens forsvar er en teori om, at bæverne har formet Amerikas landskab langt mere end indianerne. Bæverne har med dæmningsbyggeriet skabt gode betingelser for gydepladser, spredt vandplanters frø, reguleret vandstanden, så naturen kunne klare sig i tørkeperioder og jævnligt oversvømmet arealer, der herved er blevet til frodige græsgange.

Men nu var det jo mest bæveren i Dalsland, dette skulle handle om.

Norge var bæverens sidste skanse i Europa

Allerede for 2000 år siden var bæverens store udbredelsesområde begyndt at skrumpe ind på grund af klimaændringer og jagt. Omkring 1900 var der i Europa kun bævere tilbage i Norge, Tyskland, Frankrig, Polen og Rusland.

I Sverige var den helt udryddet i 1870 ´erne, men stortrives nu igen som genudsat. I Danmark har der ikke været bævere siden Egtvedpigen, dvs. bronzealderen, der sluttede omkring år 500 f.K.

I Norge klarede den sig bedre. Midt i 1700-tallet regner man med, der fandtes bævere i alle egnede skovområder praktisk talt over hele Norge. Betingelserne var kun, at der fandtes vandløb. Bæverne kunne findes overalt fra kysterne (de tåler også brakvand) til langt op på fjeldet. Men også i Norge gik det raskt tilbage på grund af intensiv jagt.

I 1845 blev den norske bæver fredet. Da var Norge en af dyrets sidste skanser i Europa.

40 år senere var der alligevel kun mellem 60 og 120 bævere tilbage i hele Norge. Efter århundredskiftet begyndte bestanden langsomt at tage til og i 1930 var der flere tusinde dyr. Norske bævere blev sat ud i Dalsland og Värmland- Dalarne.

I dag er denne indførte, svenske bestand vokset til mere end 15.000 individer og nogle er begyndt at vandre tilbage til tip-oldeforældrenes hjemegne omkring Trysil i Norge, der huser en bestand på ca. 10.000 dyr. Her i Dalsland er man begyndt at tale om en kontrolleret jagt, så måske kan du få helstegt bæver på din næste tur med WLT&S.

Familieliv, smæk med halen og årstidens mad

Man kan ikke se forskel på hannen og hunnen. Der findes ingen ydre kønsforskelle bortset fra 4 højtsiddende dievorter, som kan være synlige på ældre hunner, så der skal en større anatomisk undersøgelse til for at være sikker ved udsætninger. Det har dog også altid været hele familier, der har været udsat, for at sikre bestandens formering.

Bævere holder nemlig sammen i små familier med forældre og unger fra det nye og det forrige kuld. Ungdyrene parer sig ikke, så længe de er sammen med forældrene. Hunnerne føder efter ca 105 dages drægtighed 1 - 6 unger, sjældent 7-8 - som regel i begyndelsen af maj.

Bæveren har et socialt liv, som man ikke finder magen til hos nogen anden europæisk gnaver. Hver familie opererer inden for et afgrænset område. De har et usædvanligt stabilt familieliv med fint udviklet omsorg for ungerne, som derfor også får en høj overlevelsesprocent. Ungerne kan i nogle tilfælde blive hjemme i mere end to år, så de er helt voksne og rede til at klare sig selv, når de drager hjemmefra. De har allerede øvet lidt, for når mutter føder, tager fatter de " gamle" unger med til enten en reservehytte eller en jordhule, så maden nemt kan hentes hjem til hytten ad undervandsindgangen om vinteren, når søen er isdækket.

Bæverhytterne er langstrakte eller tueformede, men har altid indgangen under vand. Gulvet i de beboede rum ligger 10-20 cm over vandspejlet og er belagt med faststampet ler med træspåner og isolerende planter. Selve højen er tætnet med dynd, og kun en ganske lille luftkanal øverst er åben.

Når dyndet tørrer og senere fryser, er hytten nærmest pansret og yder derfor god beskyttelse mod fjender. I afdelinger af hytten er der mad, som hentes fra de anlagte undersøiske depoter, der er blevet fyldt op i sommerens løb.

Om sommeren spiser bæverne løvet fra buske og småtræer. Ellers går den ikke specielt løs på skoven, og helst ikke på nåletræerne. Løvdiæten suppleres med urter, græs og flere slags vandplanter. Når næringsværdien i urterne aftager hen mod efteråret, går bæverne gradvist over til barkdiæt og fælder derfor stadig flere træer.

Asp er blandt de foretrukne, men også birk, el, røn og pil er blandt livretterne. Kun når det ser slemmest ud tager de også fat på egetræer.

Træerne fældes ved, at bæveren først flækker en lille bid af stammens bark. Det virker som om den tager en smagsprøve. Derefter graver den fra flere sider rundt og indad, så træet til slut kun hænger fast i en stilk, som brækker, når træet vælter - oftest med vindens hjælp. De træer, der vokser på bredderne af søer og vandløb har som regel mest krone ud på vandsiden, så de er tungest til den side. Derfor falder de oftest den vej. Som det ses i højmosen i Sälldalen, ligger træerne her hulter til bulter. Bæverne kan ikke beregne, hvor træet skal falde, lige som de arbejder 100 % selvstændigt med hver sit træ. Der er ikke tale om holdarbejde eller specialiserede "sjak". De store træer bliver ikke altid gnavet helt igennem. Bæveren lader vind og vejr om den sidste del af fældningen.

Men ellers er det kanalbyggeri, bæverne er mestre i. Dæmninger og kanalsider laves så solidt, at det er svært at ødelægge dem med almindelige redskaber. Og skulle der opstå skader, bliver de lynhurtigt udbedret.

Men, som nævnt tidligere, her i Dalsland ses næsten kun hytterne, fordi kanaler og søer er tilstede med store dybder fra naturens side.

Måske har de berømte kanalkonstruktører Platen (Göta-Kanal) og Ericson (Dalslands Kanal) skævet lidt til bævernes ingeniørkunst, for deres kanaler er stadig i brug efter mere end 125 år.

Men det er en helt anden historie, der er beskrevet andet steds.

WLT&S, Mogens Kattenhøj, 1996

Tillæg om bæverne i Letland:  

Letland rummer en bestand på ca 50.000 individer. Det er mange på et areal , der svarer til Danmarks. Bæverne lever i de 40 % af landet, der er dækket af skov, hvoraf en stor del er uden menneskelig indflydelse og påvirkning. Naturligvis især langs floderne - der er 12.000 store og små vandløb i Letland - hvor deres levevis adskiller sig fra ovenfor nævnte.

WLT har besøgt floden GAUJA på dens første 200 km. Østletland. Et utrolig smukt sceneri, som kun kan findes ved ægte floder i uberørt natur. Og naturligvis drivende i en kano

Her lever bæverne i huler i brinken, gerne under en rod (næsten som en rævegrav). De har indgangshuller til høj og lav vandstand, eller måske er der tale om flere boliger, som benyttes alt efter vandstand/årstid ?

Fra kl 21 til henad 8 ser og hører man dem bedst, men er man heldig kan man også møde dem sidst på eftermiddagen.

Langs floden er der slæbesteder (rutschebaner) for hver 5-10 meter og aktiviteten er stor. Så stor at der er garanti for at se bæverne på tæt hold. De er ikke nær så sky som andre steder. Vi har endog svømmet med dem i floden.

Flodens bagland består af tilgroede tidligere flodslyngninger, som er blevet afsnøret, moser og enge med alle bæverens livretter. Kæmpestore århundrede gamle sølvpil på mere end en halv meter i diameter er fældet og afbarket. Nogle af træerne lægger sig ude i floden og bremser strømmen, så sand og andre materialer aflejres. Med tiden opstår en ø eller en halvø, så floden må finde en anden vej, gnaver materialer bort og aflejrer det et andet sted på floden. Nye slyngninger opstår og gamle gror til.

Når man slår lejr på bredden og laver mad på bål, er det behageligt, at bæverne har sørget for brænde og gnavespåner til optænding. (Se "Oplevelsesture i Letland" m. separat fugleliste, WLT2000).

Redigeret juli, 2000 WLT&S