Tigerspor
En artikel om Tigre og natur i Sibirien
Copyright© Morten Kattenhøj 2003, frivillig Nepenthes (uddrag bragt i "Skov & Folk" 2003)
Selv om den sibiriske tiger er truet, er den dog i fremgang.
Følg med på sporet, der starter 750 km nord for Vladivostok.
Vi befinder os i en lille hytte ud til det Japanske Hav i russisk fjernøsten i et reservat kaldet Sikhote-Alin. Reservatet er af så stor international betydning, at det er optaget på UNESCO’s liste for verdensarvsområder. Det ligger 750 km nord for den russiske stillehavsflådes hovedkvarter i Vladivostok. Derfor har området længe været afskåret fra besøg fra omverdenen og er stort set ukendt land for vesterlændinge – vi er for eksempel de første danskere her nogensinde. En lidt speciel fornemmelse at stå her midt i Ussurilands vilde skovklædte bjergområder og føle at man træder nye stier. Stier er her ellers nok af, for skove og enge er hjemsted for mange dyr – også af de mere spændende slags. Her i udkanten af civilisationen er der stadig plads til store dyr som los, bjørne, vildsvin, ulv og fire hjortearter. Og så selvfølgelig den majestætiske sibiriske tiger: Verdens største kattedyr! . Ulve er der dog blot ganske få af, fordi de her er udkonkurreret af tigeren. At der også er mange af dyrene var vi ikke i tvivl om, for overalt ses spor og efterladenskaber af dyrene.
Projekt Sibirisk Tiger
Vi to Nepenthes-frivillige, Søren Dürr og jeg har fået en enestående mulighed for at arbejde med på "Project Sibirian Tiger", et projekt hvor amerikanske og russiske biologer arbejder sammen om at redde de sibiriske tigre. I projektet er en række tigre blevet udstyret med radiosendere for at kunne undersøge deres territorier og følge deres bevægelser. Tigrenes byttedyr følges også og vi arbejdede med tigerens hovedbyttedyr: den Manchuriske Kronhjort. Vores job var ved hjælp af radiosendere at følge kronhjortenes bevægelser indenfor deres territorier.
I den lille hytte ud til det Japanske Hav næres vores drømme - for netop her sad den ledende biolog på Projekt Sibirisk Tiger og fulgte en gammel tigerhan der lige så stille slendrede tværs over den strand, vi selv sidder og kigger ud over. I hele 45 minutter fulgte han tigeren fra sit skjul. Det er historier som denne, der har sat vores fantasi i gang. Men tigeren er fåtallig. Den har et stort territorium, så man skal være yderst heldig for at se den. Men det stopper os ikke fra at drømme, for tænk hvis vi nu…
Huntigeren Lidia
Vi er blevet advaret mod tigrene. Vi har fået at vide, at de ikke er til at spøge med – slet ikke når det er mørkt ,og vi har fået udleveret nødblus til at skræmme tigeren væk med, hvis den skulle komme tæt på og virke lidt for interesseret. Alligevel går vi rundt med en snurren i maven i håb om at se skovens konge – eller dronning. En dag på vores tur op igennem dalen får vi kontakt med huntigeren Lidia. Bippene på vores modtager går klart igennem. Vores hjerter begynder at pumpe hurtigere. Efter et par minutter forsvinder signalet brat. Søren og jeg behøver kun hurtigt at kigge hinanden i øjnene for at blive enige om, at vi da nok godt kan bevæge os lidt længere op i dalen, hvor signalet kommer fra. Men advarslerne rumsterer i baghovedet, så vi vælger ikke at være dumdristige overfor en huntiger med to halvvoksne unger, på trods af vores drøm. Ganske tomhændet vender vi dog ikke om, for på jorden foran os, er der et aftryk af en stor tigerpote. Helt hvor frisk sporet er, går ikke op for os med det samme, men Lidia må have gået der natten inden, for sporet er nyt og friskt. Et spor lyder måske ikke af så meget, men for os var det en stor stor oplevelse; det rislede ned ad ryggen og vores hoveder blev lette. Vi mærkede tigerens sagnomspundne kraft, godt hjulpet af Vladimir Arsenievs hundrede år gamle bog ”Dersu Uzala”, (filmatiseret af Akira Kurosawa og fås på video, men læs bogen først). (bogen findes i en virkelig god oversættelese på engelsk: "Dersu THE TRAPPER", VK Arseniev, Translated by Malcolm Burr og udgivet på Mc Pherson & Company USA 2001). Vladimir Arseniev var udsendt af zaren til fjernøsten for at tegne kort over området. Bogen er lavet ud fra hans dagbøger fra ekspeditioner, hvor den indfødte Dersu indfører ham i sit verdenssyn. Her er tigeren en tabubelagt sagnskikkelse, der hersker over taigaen (nåletræsbælte) . Det forstod vi nu. De vidtstrakte skove, de smukke dale imellem bjergene og den forrevne kystlinje: Det var tigerens territorium, vi opholdt os på.
At det var tigerens territorium tog os lang tid at finde ud af, for på sin hvis minder naturen meget om vores egen, mange af de arter af planter og dyr vi kender fra Danmark findes også her, eller er repræsenteret ved nærtbeslægtede arter. Det er ikke store tyste nåleskove vi bevægede os rundt i, på trods af at det oftest er det, man forbinder med Rusland. Vi færdedes i lyse egeskove ved kysten og løvskove med enkelte fyrretræer i, når vi bevægede os op i bjergene. Vi så kronhjorte og rådyr, så spætmejser og havørne og alligevel var dette hjemsted for tigeren. Svært at forestille sig de dyr sammen, men netop fordi to biologiske zoner, den eurasiske og den sydøstasiatiske, mødes i en overlapszone her, findes her et artsmix man ikke normalt møder. Her er både brun bjørn og den asiatiske kravebjørn, ulv og tiger, kronhjort og sikahjort, zobel og den asiatiske gulhalset mår. Dette er kun en kort udgave af en lang liste af overlappende arter fra nord og syd, der her i denne region mødes og lever sammen. At det forholder sig sådan ses tydeligt på turen fra Vladivostok og 750 km nordøst på til Sikhote-Alin reservatet. Her ændrer fuglelivet sig gradvist til at have færre og færre arter, der hører hjemme i den sydøstasiatiske zone.
Sibirisk Tiger truet – men dog i fremgang
Vi hører ofte om den sibiriske tiger, som en meget truet art, men rent faktisk har det stået meget værre til: I trediverne var bestanden nede på 20-30 dyr - alle sammen i Ruslands to sydøstlige regioner Ussuriland og Amur. Før fandtes den også i store dele af Manchuriet i Kina og på den Koreanske halvø. Det gør den ikke mere, men til gengæld er bestanden i Rusland vokset siden da. I 1997 blev bestanden optalt til omkring 650 dyr, og heraf har 25 dyr deres territorier i det 390.000 ha store Sikhote-Alin reservat, og flere er der ikke plads til. Heldigvis er området omkring ikke lagt øde af tømmerindustrien, så tigrene har stadig mulighed for at bevæge sig rundt i et stort områder i Sikhote-Alin bjergkæden. Det lokale tømmerfirma var før i tiden kendt for at være et af de firmaer i området, der eksporterede mest illegalt træ, men på et besøg på WWF-verdensnaturfondens lokale kontor i Vladivostok fik vi at vide, at de har indgået et samarbejde med WWF for at blive FSC-certificeret. Så vi så et håb. Dermed ikke sagt, at den sibiriske tiger er reddet, for så tæt på Kina og andre asiatiske markeder for naturmedicin, er truslen fra krybskytter alvorlig. De findes i selv de mindste byer, men der er nu oprettet patruljer og kontrolposter til at checke biler for ulovligt nedlagte dyr. Desuden gøres der meget for at undervise lokalbefolkningerne i naturbevidsthed, godt hjulpet af tigerens status som ikon for den vilde natur. Det er virkeligt den sibiriske tigers land vi befinder os i. Landet ville ikke være det samme uden den.
Mere at vide om verdens tigre? :
I russisk Fjernøsten: www.rfe.boom.ru/eng
WWF-verdensnaturfonden har en tigerklub. Ring +45 3536 3635
Morten Kattenhøj
Se flere billeder fra Sikhote Alin og tigersporene: Tryk her