På sejlferie i en jolle

En artikel om Dalsland set fra en Meginjolle

Copyright^© 19968, Mogens Kattenhøj WLT & S^TM

- af Mogens Kattenhøj

Det har spøgt mange gange: At prøve en ferie i en bådtype, som vikingerne havde som brugsbåde.
Her er en sær beretning om en ferietur i en MEGIN- jolle. Med min gode ven og min datter.

MEGIN-jollens kendemærke er en helleristning af en båd. Altså er vi tilbage til bronzealderen.

Hvad ville være mere nærliggende end at opsøge nogle af Europas største helleristningsområder - netop i en båd, der har aner 5000 år tilbage i tiden. Som symbol, i hvert fald?

Med mottoet: "Navigare Humanum Est" (Det er menneskeligt at sejle) drog vi så af sted med en MEGIN på bådtrailer til Sverige. Nærmere bestemt til syd-Värmland / Dalsland /Norge, thi her mente vi, båden ville være på hjemmebane. Vi "andre" trængte bare til at prøve en gammel drøm af.

Stederne findes i virkeligheden. Det er sandt, at der findes elsdyr, bævere oddere -og rent vand.

Helt rent vand. Endda så varmt, at selv "anti-vikinger" kan finde behag i at bade i det og drikke af det , dog oftest tilsat kaffebønner i sidstnævnte sammenhæng.Nu havde vi en helt klar forestilling om, at her, i tæt kontakt med vildmarken, ville vi se elsdyr.

Det gjorde vi da også - men på en stille villavej i en forstad til Lennartsfors. Det må jo have været en by-elg, men der er vel ikke noget at sige til det, for huspriserne er ca. en fjerdedel af de danske her på egnen.

Med sprydstagsejl og fok, Dannebrog i nokken, svensk gæsteflag i styrbord vant og en dybgang på kun ca 40 cm lokkede vores drøm os ind i vige og kroge, der ellers kun er farbare for kanoer.

Vi var opdagelsesrejsende i et tempo, der tillod os at kortlægge hver sten og klippe. Vi var på ferie.Se, når man udelukkende har sejlene som fremdriftsmiddel, er man af naturlige årsager temmelig afhængig af vinden. Vi ville ikke noget bestemt sted hen. Vi sejlede, hvor vinden passede os bedst. Troede vi da, i hvert fald den første dags tid !

Allerbedst som vi skal igennem en temmelig smal passage mellem klipper og dyb skov på en halv-vind, lukker alt ned, og vi driver baglæns. Meget mod vores vilje måtte padlerne frem. (Vi havde jo ferie, ikke ?) På den anden side af passagen fik vi så den første overraskelse: Plat læns, men vinden var stadig i nøjagtig samme hjørne.

Nu kan man blive vant til lidt af hvert. Selv overraskelser kan forvandles til hyggelig taktik og små væddemål, hvis højeste indsats var en under vandlinien-kølet-pilsner, hvilket vi valgte af praktiske årsager, da der var mellem 28 og 30 grader stort set hver dag.

Nu er det sådan, at når man sejler i en lille båd, der sort set kan sejle på en fjert, mellem verdens ældste fjelde på 30-80 meters dybder, med mange pynter og vige, mærker man ret omgående, når man sejler " forkert ". Og her er det så, øllet kommer ind.
Nemlig, når skødeholderen siger til styrmanden: "Du kan ikke holde pynten derhenne op, vi må vende og tage et ben på den anden halse", og styrmanden siger efter at have vendt og nået til den anden side:
" En sær vind - før gik vi på en lænser, nu går vi på bidevind, men vi sejler stadigvæk i den samme retning - og vinden har ikke flyttet sig. Vi vender over på den anden side igen, for dåsen rutscher ned og hælder øl i mine sandaler".

Altså inden for blot 100 meters bredde kan man opleve at sejle både bidevind, halvvind og læns på den selv samme kurs.

Da vi først havde "opdaget" fænomenet, kan vi vel sige, at vinden sad lige i øjet, for uanset hvilken vej vinden kom fra, var den altid i syd, og selvom vi sejlede imod, havde vi medbør.

Det skete også, at der var vindstille fra skiftende retninger, mens vi stadig sejlede fremad.

Det er derfor, dette er en sær beretning. 3 minutter senere:Det er svært at tro, men samme styrmand, der netop havde "overflyttet" sit før omtalte øl, vil nu vædde på, at vi kan gå helt, helt tæt under land (30-40 cm fra klipperne) for at hente hjælp.

Og hjælpen kom. Selv en styrmand kan være heldig , for tilbage på den anden side - igen på læns, skiftede vinden, som stadig pr. definition kom fra den samme retning, til at give os en halv-vind, så vi kom fri af pynten og kunne falde af.

Somme tider faldt vi af til en fortsat læns eller vi fik en bidevind til næste pynt, hvor vi gentog succesen.

Faktisk virkede det næsten hver gang, men væddemålene ophørte, for vi kunne ikke drikke så meget øl, hvis vi også skulle hygge os. Derfor gik vi over til blot at grine hjerteligt hver gang vi snuppede en pynt på den måde.

Det er dog stadig en sær fornemmelse at starte med at sejle ud på en lænser med kursen næsten stik nord, sejle rundt i flere dage mod syd, mod vest og næsten alt derimellem, og lænse hjem - og i øvrigt på en stor del af turen. Med vinden konstant i syd.

Omkring ved 17-tiden hver dag døde vinden, så vi søgte en pynt, et næs eller en stille vig, hvor vi kunne slå teltet op, lave et bål og få lidt aftensmad og en flaske rødvin i en vaskeægte nordisk rød-violet solnedgang, tage et bad, fiske lidt, læse lidt og ellers filosofere over, hvordan mismodet kunne holdes ved lige.

Sidstnævnte må siges at mislykkes, så i stedet glædede vi os over at se en ung odder lege kis-pus med os mellem klipperne, over at sove i en moden blåbærseng og føle verden har meget godt af dit ophold her, hvor der er tyst og meget smukt. Lom og lappedykker" holdt med os" i vor lykke.

I sådanne stunder trives både ens egen sjæl og et varmt venskab. Man spekulerer i al stilfærdighed på, hvad rigdom og frihed egentlig er. Var det de samme følelser, bronzealderfolkene havde, da de beboede egnen for 5000 år siden. Var de lykkelige ?

Vi var små mennesker. Små lykkelige mennesker i en lille båd, som leverede drømmen om den stille lykke og tilfredshed ved at være netop her, netop nu.

Navigare Humanum Est.

Axel, Mogens

- Med en særlig tak til min datter LISE, som med sine 15 år, ønskede at dele sine oplevelser med os to halvgamle.

Mogens 1. sept. 1996