Sommerferie for svaj

En artikel om familietur i lejet båd i Dalsland

Copyright^© 1996, Mogens Kattenhøj WLT & S^TM

En artikel fra sejlklubben NEPTUNs blad, sept. 1991 vedr. sejlads i Dalsland

Vi har været der 5 gange siden denne artikel blev skrevet. MK jan. 2001

Sommerferie for svaj

Af Mogens Kattenhøj ´91

Alle, der har forsøgt sig med at føre logbog over sine oplevelser og sindsstemninger undervejs ved, at det skrevne kun kan skildres som et foto skildrer landskabet og med den skuffelse, det altid er at se det fremkaldt.

Tilbage i ens egen sjæl - dén, der tog billedet - er der dog stadig den varme, indre glæde ved at genkalde sig sine oplevelser.

Det er med ferieture som med ankerpladser. Det er spændende at finde nye steder. Og rart og betryggende på ny at besøge de kendte.

Sådan har jeg det med Dalsland. For 5. gang har familien, sammen med venner, oplevet dette stykke Sverige fra vandsiden i lejet skib.

Nu ville det være passende at opremse alle de smukke oplevelser turistbrochurerne ivrigt postulerer, man kan få. Men har man først selv været der og tilmed "skrevet" sin egen version, vil der kun være et overbærende skuldertræk tilovers for de officielle fortællinger.

Næ, at sejle stilfærdigt rundt i det reneste vand, man kan skaffe på vore breddegrader mellem skove og urgamle fjelde og på dybder mellem 2 og 100 m. At genfinde en miste, sort svømmefod på 5 m. vand fortæller, at det ER rent. At det også er utrolig blødt vand, lader sig røbe ved brug af sæbe og shampoo. Det er næsten umuligt at få af igen!

Hen i mod aften at finde sig en stilfærdig vig med siv og åkander, droppe anker agter og binde stævnen til et træ i land bliver hurtigt til en glædesfyldt, daglig rutine efterfulgt af vandreture i baglandet inden aftenbål-hyggen.

Et sted nyder vi den stille, lyse aften sammen med hejrer, natugler, duehøge og sortstrubet lom. Sidstnævnte er i øvrigt blevet en kær rejsekammerat, for den har et højt, gennemtrængende skrig i en toneart - med ekko fra de dybe skove - der får det til at risle velgørende ned ad ryggen. Vi er i en lykkerus i de mest betagende vildmarks"kulisser", der kan findes 400 km. fra Vejle.

Til aftenbålet er det ingen historiebog værdig at notere, at gedde og "Sik" (=helt) nu en gang smager bedst på denne måde, netop denne aften, på netop dette sted med vinden, der spiller i dur.

Morgenen kan passende starte med et bad. Eller en tidlig morgenkaffe i cocpitét før resten af skibet er vågent nok til at sanse naturens små lyde og dufte. En knasende gren her og der røber elsdyr, der lige skal have det sidste birketræ. En brev V-formet bov-vandsstribe i den blikstille vandoverflade viser, at odderen er på vej til fiskepladsen og en minutlang knasen røber bæverens sidste natlige fældning på den modsatte bred.

Så er det man siger til sig selv, at dette sted er en god ankerplads. Den får også et kryds i kortet. Netop sådanne intense oplevelser gør det rart, ja måske nødvendigt, at komme igen. Eller blive en dags tid mere.

Længere mod nord - af og til i både Norge og ind i Värmland snor søsystemet sig i snævre bugte og vige, der ustandselig giver glæde ved at gå på jagt efter en ny ankerplads. Denne gang måske med vandstær eller lappedykker og dværgflagermus.

Vild natur. Ja - og man har lov til at færdes frit i den, så længe det foregår på dens betingelser. Og så giver det os en indre glæde over at opleve noget, som i dag eller synes uopnåeligt (med henvisning til verdens grimmeste skilte: PRIVAT og ADGANG FORBUDT). Men ikke her !

Civilisationen, da. Er den ikke til stede? Jo da, hvis det er den, man ønsker er der masser af gæstebroer og -havne. De ligner alle dem, vi har herhjemme og koster ligeså meget og der er stadig kun vand og et lokum. Mig ufatteligt, at folk absolut skal til en bro eller en kaj for andet end at bunkre diesel eller købe mad. Det er da praktisk nok, men de varme følelser ligger ikke her. Det er da sjovere at benytte optimisten eller slæbejollen, for ofte kan man ligge helt alene ved en ø blot 5-10 min. sejlads fra byen og føle, man er langt væk.

En helt anden civiliseret færden, vi dog har tilbagevendende glæde over, er de 2 x 24 sluser, der skal passeres. Nogle med løft på over 20 meter, andre blot en halv meter. Gravede og sprængte kanaler afveksler med store og små søer. Barskt og vildt afveksler uafladeligt med pænt og friseret. Natur og teknik, minder fra befolkningen i bronzealderen, hungersnød og velstand, industri og fattig bondekultur med remindere fra herremænd og ingeniørkunst (RED: se evt. WLT skrivelser om Dalslands historie / Håverud/ Brudfjällvägen m.v. fra 1996 og 1998). Og så har vejret altid været godt, når vi har været der. Jeg tror fuldt og fast på, at det også vil arte sig, når vi igen vender tilbage for at udforske mere. Der er meget "på lager" endnu.

Og så har vi jo også "de gamle steder". Indkrydsede ankerpladser og vore "private" sten og øer som trygge holdepunkter for en ferietur med familie og gode venner.

At sejle er at leve. Her kan man begge dele. Eneste ulempe:

Det er vanedannende.

Kontakt WLT inden du tager af sted, da vi også her har gode kontakter.